Konstruktion og konsekvens
Der bor i den socialkonstruktionistiske tænkning den antagelse, at virkeligheden ikke bare er noget, som er, men at den altid i et socialt perspektiv bliver skabt af nogen. Eller med andre ord, at virkeligheden, det vil sige det, som vi vælger at benævne virkeligheden, altid vil være en konstruktion eller mere præcist en gensidig samskabelse, som opstår i menneskelige relationer, når vi kommunikerer med hinanden.
I denne tænkning ligger desuden, at fænomenerne eller begivenhederne først får liv, når vi observerer eller oplever dem og begynder at forholde os og handle i forhold til disse. Det er således i denne oplevelse, forholden sig til og handling i forhold til det oplevede, at virkeligheden opstår eller emergerer. Disse mentale eller faktuelle handlinger er således det, stof, som tilsammen udgør det vi kalder virkeligheden. Eller den konstruktion, som skabes i relationen mellem mennesker.
Dialogen spiller en central rolle i denne samskabende konstruktion. Dette gælder både den ydre og den indre dialog. På denne måde kan det, som finder sted i dialogen, forstås som de byggeklodser, der tilsammen udgør den endelige konstruerede virkelighed. I dette perspektiv giver det dog ikke mening at tale om en endelig konstruktion, for konstruktionen vil fortløbende med den ydre og indre dialog forandres og udvikles.
I dialogen vil vi, som indgår, til stadighed skabe og genskabe os selv og den anden. Og denne for-ståelse har stor betydning for forståelsen af kvaliteten af den samskabelse, som sker i dialogen. For ikke blot har vi som mennesker potentialet til at skabe noget sammen udenfor os selv, eksempelvis et fælles tredje, men også potentialet til i denne proces at skabe og genskabe både os selv og den anden. Dette indebærer også den relationelle mulighed for enten at skabe hinanden smukke og livsglade eller triste og voldelige. Eller med andre ord muligheden for at skabe og samskabe hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige virkeligheder.
Denne fortløbende samskabelsesproces udspiller sig ikke blot i vore personlige relationer men i høj grad også i den organisatoriske virkelighed. Og på samme måde som relationerne er resultatet af den gensidige samskabelse således er også organisationen og den organisatoriske virkelighed en samskabt konstruktion, om end den vil være endnu mere kompleks end den enkelte relation. For mange har på mange måder og over lang tid og i forskellige sammenhænge med tanke ord og handling bidraget til denne konstruktion. Det, vi kalder den organisatoriske kompleksitet, skyldes blot, at så mange faktorer på så mange måder og på så mange niveauer har spillet sammen om denne konstruktion, at vi ikke umiddelbart kan gennemskue, hvad som i et cirkulært perspektiv har ført til hvad. Eller at årsag og virkning ikke umiddelbart kan adskilles fra hinanden. På denne måde har vi erfaret, at en enkel, lineær og kausal forklaringsmodel ikke i sig selv kunne beskrive den organisatoriske kompleksitet.
Det ligger i begribelsen af kompleksiteten, at når kompleksiteten stiger, mister præcise udsagn deres mening og meningsfulde udsagn deres præcision. Dette betyder konkret, at vi har sproget for det enkle og entydige, men savner sproget, når vi forsøger at beskrive det flertydige og mere komplekse mønstre og sammenhænge. Dette skyldes dels, at vores begribelse af det relationelle og komplekse har et andet sprog end det ydre sprog, dels at vi endnu ikke har udviklet sprog for cirkulariteten og flertydigheden.
Den tidligere nævnte konstruktion finder fortløbende sted i den enkelte og mellem individer i en meget subtil dans eller bevægelse. Man kan sige, at vi i tanke, ord og handling konstruerer og samskaber lige meget om vi er bevidste om det eller ej. I denne sammenhæng er det nødvendigt at huske på, at vi ikke forbliver upåvirkede af disse fortløbende samskabelser. For i sin yderste konsekvens bliver vi, hvad vi gør – eller bliver hvad vi tænker, siger og gør i forhold til andre og i forhold til os selv. For enhver tanke, ethvert ord og enhver handling sætter spor – i andre og i os selv.
I dette perspektiv er konstruktion ikke gratis, for ethvert bidrag til i den gensidige samskabelse vil sætte spor i andre og i os selv. Og alle handlinger vil have konsekvenser for andre og for os selv. Ganske vist kan vi antage, at vi som mennesker har en kerne af identitet, substans eller personlighed, men samtidig med dette vil denne kerne forandres via vore tanker, ord og handlinger. Vi vil således både rumme en indre fasthed og et ydre, flydende felt, i hvilket vi handler, som fortløbende vil forandre den indre fasthed. På denne måde kan vi sige, at vi samtidig er en både fast og for-anderlig indre kerne og et ydre, flydende felt, som agerer i den givne sammenhæng.
I denne forståelse vil jeg på den ene side være den, jeg er, og den jeg er blevet via mine tidligere handlinger samt den jeg bliver via det, jeg nu gør. Eller i et relationelt perspektiv bliver jeg fremadrettet den, jeg har gjort dig til eller den, jeg gav dig mulighed for at være. Vi genkender dette perspektiv fra vore personlige og professionelle forhold – at vi kan lide eller ikke lide det jeg, vi bliver sammen med det ene eller det andet menneske, i den ene eller den anden relation. Det ville være nærliggende at sige, at jeg ikke bryder mig om den anden. Men kigger jeg nærmere efter, vil det ofte være det jeg, som jeg bliver i relationen, som jeg ikke kan forliges med.
Som det kan ses af ovenstående er det langt fra ligegyldigt, hvordan vi tænker, taler og handler. Og der knytter sig et ansvar eller ansvarlighed til vore handlinger, for de rummer magten til at skabe det gode eller det uhensigtsmæssige. Når vi erkender, at vore tanker, ord og handlinger sætter spor i andre, indebærer dette i en ledelsesmæssig sammenhæng, at vi med fordel kan blive meget skarpe på, hvad vi kommunikerer, på hvilket tidspunkt og hvor i organisationen, vi gør det. For med disse handlinger medskaber vi fremadrettet den organisatoriske virkelighed. Vi kan ganske vist ikke styre, hvordan vore ord bliver tolket og videregivet, men vi kan gøre os umage med vores bidrag til den fælles samskabelse, de vil afstedkomme.
Det forbliver imidlertid et faktum, at vore handlinger i en hvilken som helst sammenhæng har kon-sekvenser. Og der er stor sandhed i udsagnet, at de problemer, jeg oplever i dag, skyldes de be-slutninger, jeg tog i går. Tømmermænd er en sådan ganske håndgribelig konsekvens. Eller i Pogo’s klarsynede visdom: We have encountered the enemy – and he is us. I dette perspektiv vil vi nødvendigvis via vore handlinger orkestrere vores egen skæbne. Det buddhistisk filosofiske karma-begreb adresserer dette forhold. Modsat mange misforståelser omkring begrebet betyder karma ganske enkelt handling og handlingens mulige konsekvenser. Når vi handler, kan vi aldrig vide eller præcist kortlægge, hvilke konsekvenser dette vil have for andre og for os selv. Hvad vi dog kan være sikre på, er at enhver handling indenfor forståelsen af årsag og effekt vil have konsekvenser.
I nogle tilfælde vil årsagssammenhængen være simpel og lineær, det vil sige konsekvensen kan tilskrives en præcis og konkret handling. Imidlertid kan denne handling være respons på en tidligere begivenhed, og det kan derfor være svært at afgøre, hvor den lineære kausalitet har sit afsæt. I de fleste tilfælde vil årsagssammenhængene dog være multiple og udgøre en svært gennemskuelig cirkulær kausalitet. Denne cirkulære kausalitet vil udspille sig som komplekst, responsive processer. Dette vil ofte være tilfældet i den store, organisatoriske kontekst.
Den buddhistisk filosofiske tradition antager, at vore handlinger i dette cirkulært kausale felt vil vende tilbage til os selv, eller som det udtrykkes i karma-begrebet, at det, vi sender ud, på et tids-punkt, i den ene eller anden form, vil vende tilbage til os. Meget enkelt og kort kan dette udtrykkes således, at vi får, hvad vi gør. Lennon formulerede dette forhold således: ‘And in the end, the love you take is equal to the love you make’. Også I indisk filosofi antages det mere paradoksalt, at hvis man virkelig længes efter noget, skal man give det væk. Sociale konstruktioner vil i dette perspektiv altid være konstruktioner bestående af karma-klodser, som ikke blot vil kunne konstrueres, dekonstrueres og rekonstrueres, men som også vil have valens og ladning med stor betydning for de, som indgår i denne samskabelse.
Denne forståelse lægger et yderligere niveau på konstruktionsperspektivet. I dette perspektiv antager vi, at vi konstruerer og samskaber i vores kommunikation med hinanden og at vi kan forhol-de os til, hvordan vi samskaber i dialogen. Med den udvidede forståelse får vi også mulighed for i et normativt årsag og effekt perspektiv at forholde os til hensigtsmæssigheden af vore tanker, ord og handlinger. Det vil sige forholde os til, om vi tænker, taler og handler med et selvisk eller uselvisk, med et kortsigtet eller langsigtet, med et egocentrisk eller normativt, med et autentisk eller integretivt motiv eller perspektiv. For i denne forståelse har vi løftet os ud af illusionen om, at vi kan konstruere en hvilken som helst virkelighed og nærmet os en forståelse af en etisk nødvendig-hed i de mulige konstruktioner. Karmaperspektivet vil i denne forståelse indebære, at vi er bevidste om, at enhver handling, grundet vores mellemmenneskelige forbundethed, vil have konsekvenser både for andre og for os selv.
Når dette er sagt, kan vi i et vist omfang, det vil sige hvis vi ser bort fra andres behov i de fælles konstruktioner, konstruere de virkeligheder, vi ønsker os. Nu og da kan vi konstruere dem ved siden af de andres virkeligheder og blot gøres vores virkelighed til vores individuelle virkelighed. I andre sammenhænge, eksempelvis i den organisatoriske, kan vi via magten, som er knyttet til vores ledelsesposition konstruere virkeligheder, som henholdsvis begrænser eller frisætter den an-den eller organisationen.
Hvis vi imidlertid ønsker at udvikle bevidsthed omkring betydningen af vore handlinger, er der en uhensigtsmæssig forståelse, vi må lægge fra os, nemlig forestillingen om, at verden er der ude og at det derude er adskilt fra os. For tænker vi i et non-dualistisk, evolutionært perspektiv, giver det ikke mening at adskille os fra de ydre processer i et dualistisk perspektiv. Vi er nemlig ikke adskilt fra det derude, men bidrager i høj grad, i det store og det små, til, hvor vi som system bevæger os hen. De beslutninger, vi tager, det vi siger og det, vi ikke siger, bidrager til det store billede. Derfor må vi forstå, at vi ikke er adskilte fra konstruktions- eller skabelsesprocessen, men derimod blive bevidste om, hvordan vi bidrager til denne og blive skarpe på, hvordan vi bevidst kan påvirke denne på en konstruktiv måde.
Ole Dissing
Your comment